Freeway-koncernen, der ejer blandt andre Dating.dk og Plusbog.dk, Avisen.dk og Studienet.dk, siger farvel til direktør Mia Wagner, og koncernejerne genindtræder i den daglige drift.
Freeway-ejerne Morten Wagner Jr. og Morten Wagner Sr. vil fremover igen lede den daglige drift af Freeway-koncernen. Mia Wagner, der har været koncerndirektør siden 2017, stopper i koncernen og starter sin egen virksomhed.
”Vi har fuld forståelse for, at Mia også kan mærke iværksætterblodet banke i årene, og vi ønsker hende alt det bedste og glæder os til at følge hendes nye iværksættereventyr. Mia har været med til at tage Freeway-koncernen til nye højder, og vi glæder os til at fortsætte det gode udviklingsarbejde med alle de spændende virksomheder,” siger Freeway-ejer Morten Wagner Jr.
Det var Morten Wagner Jr. og Morten Wagner Sr., der sammen med to partnere i 1998 startede Freeway og efterfølgende byggede den koncern op, der i dag består af omkring 30 forskellige hovedsageligt webbaserede virksomheder som blandt andre Dating.dk, Plusbog.dk, Avisen.dk og Lejebolig.dk.
Begge ejere har igennem alle årene siddet i koncernbestyrelsen, Morten Wagner Sr. som bestyrelsesformand, og de har således begge en stor indsigt i virksomhedernes aktuelle status.
”Vi har mange interessante projekter i gang. Dating.dk er i rivende udvikling, og om ganske kort tid går vi for alvor ind i Fintech og lancerer et rigtigt spændende projekt. Vores hjerter banker stadig stærkt for Freeway, og det er skønt igen at være en del af den daglige drift,” siger bestyrelsesformand og ny koncerndirektør Morten Wagner Sr.
For at give de optimale betingelser for den fortsatte vækst flytter koncernen i midten af november hovedkvarteret til helt nye lokaler i hjertet af hjembyen Viborg. Med flytningen rykker koncernen tilbage til rødderne, da det var i netop de lokaler, koncernens første virksomhed Dating.dk blev startet.
Ledelsesrokaden træder i kraft den 1. november 2020.