Foto: Sandra Larsen, Freeway

‘Løverne’ flokkedes om iværksætter Trine Hansen og hendes festkoncept Party In A Box i torsdagens “Løvens Hule”, hvor hun valgte at takke ja investor Mia Wagners bud. 

En af de mest pragtfulde profiler i iværksætterprogrammet “Løvens Hule”s fem sæsoner. Disse ord kunne den 29-årige aarhusianske iværksætter Trine Hansen udover en investering på 400.000 kroner forlade løvehulen med torsdag aften.  

Ordene faldt fra den rutinerede investor Jesper Buch, der lige som de andre ‘løver’ kunne se imponerede til, da Trine Hansen præsenterede sit festkoncept Party In A Box, hvor kunder på hendes webshop let kan sammensætte deres egen box med pynt til den næste fest og dermed få masser af timers glæde med blot et enkelt klik.  

”Det var så fedt at mærke, at de tror lige så meget på konceptet, som jeg. Jeg tror på, flere kan bruge en #partypartnerincrime, og jeg er så glad for, de synes, det er vigtigt at gøre noget ekstra ud af alle livets fester,” siger Trine Hansen stifter og direktør i Party In A Box.  

Idéen til konceptet fik hun, da hun gentagne gange oplevede sine kolleger beklage sig over den stress og det forventningspres, en børnefødselsdag ofte bringer med sig. Det ærgrede hende, for nogle af hendes egne allerbedste barndomsminder stammer fra netop børnefødselsdage, hvor hendes forældre var gik all in.  

”Jeg tænkte ’Jeg må gøre noget’. Det skal være nemmere at kunne give sine børn eller sin familie de her helt uforglemmelige oplevelser. Party In A Box er en hjælp til at få drømmen opfyldt, uden det kræver en kæmpe indsats,” siger Trine Hansen. 

’Han skal fandeme få at se’ 

Trine Hansen fik flere bud fra de sultne ‘løver’, og selvom en af ‘hanløverne’ med kommentaren ’Og så skal to piger aldrig arbejde sammen’ forsøgte at ændre på slagets gang, valgte iværksætteren alligevel at sælge 25 procent af virksomheden til Freeway-koncerndirektør Mia Wagner.  

Læs mere: Freeway i Løvens Hule

”Jeg grinte bare lidt af kommentaren og tænkte ’Det er noget vås’. Og så gjorde det selvfølgelig også det ved mig, at jeg tænkte ’Det skal han fandeme få at se, at det kan vi godt’, og jeg har ikke fortrudt mit valg,” siger Trine Hansen med et smil. 

Aftalen underskrives. Foto: Sandra Larsen, Freeway

Valget faldt blandt andet på Mia Wagner, fordi Trine Hansen igennem sin research forud for programmet havde talt med andre investeringer, der talte rigtig godt om Freeway. Samtidig fornemmede hun, at Mia Wagner med sin ledelsesstil og sit menneskelig udgangspunkt ville være et godt match. 

Begejstringen var gengældt.  

”Trine har med Party In A Box skabt et genialt koncept, der gør det let for os alle at skabe fantastiske festlige øjeblikke for vores kære. Med sin kreativitet, sin helt suveræne energi og sit skarpe øje for forretning er hun en enorm kapacitet. Det er ikke så tit, man møder både en krøllet og disciplineret hjerne. Hun skulle bare være en del af Freeway-familien!” siger koncerndirektør i Freeway Mia Wagner.  

Kvindelig iværksætter med store ambitioner 

Trine Hansen er en del af et iværksættermindretal i Danmark. 25 procent af de danske iværksættere er kvinder. Hun har undervejs på sin iværksætterrejse lært, at hun har måtte lægge en side fra sig, som hun tror følger med sit køn: Beskedenheden.  

”På et iværksætterforum pitchede jeg og fik at vide, at jeg allerede var ved at undskylde for min idé, inden jeg var gået i gang. Den sætning satte sig fast. At sige ‘Her kommer jeg, og jeg kan fandeme’ det er vi ikke så gode til som kvinder, og det skal vi være bedre til,” siger Trine Hansen. 

Det lykkedes i “Løvens Hule”. Iværksætteren leverede så godt et pitch foran de fem investorer, at ‘løven’ Mia Wagner allerede her begyndte at skrive bud ned.  

Læs mere: Freeway-universet

”Fremtiden er lys for Party In A Box. Der er masser af vækstpotentiale i konceptet, og jeg tror på, at vi med vores forenede kompetencer og Party In A Box stærke brand kan rykke forretningen til at være hele Danmarks festshop. Lige så snart man begynder at planlægge en fest, skal man få Party In A Box i tankerne,” siger Mia Wagner.  

Trine Hansens ambitioner for fremtiden er lige så store. Siden programmet blev optaget i efteråret, har Party In A Box udvidet, så der nu sælges festartikler til alle livets fester. Og den del af forretningen har hurtigt vokset sig endnu større end den oprindelige, hvilket giver blod på festtanden. 

”Inden for de næste fem år vil jeg gerne være i top tre blandt de største festleverandører i Danmark. Det er højt stilet, for der er nogle store kanoner på markedet. Men med Mia og Freeway og deres store kompetencer inden for online markedsføring med ombord, tror jeg på det,” siger Trine Hansen. 

Fakta:  
– Party In A Box åbnede i 2017 
– Trine Hansen driver forretningen fra sin hjemby Aarhus
– Webshoppen omsatte for omkring 700.000 kr. i 2019. På kort sigt er målet for forretningen en omsætning på to millioner kroner i år og fem millioner kroner i 2021.