Kære Margrethe Vestager,
Er det virkelig okay, at de store internationale giganter lukker ned for store nationale aktører for at komme ind på markedet? Det er tilfældet med Facebooks konsekvente nedlukning af Dating.dks annonceringsforespørgsler.
Omkring den 1. maj 2018 proklamerede Facebook, at de vil lancere et datingværktøj. Dating.dk havde indtil da igennem en årrække brugt Facebooks annonceringsværktøj som en af hovedkanalerne i markedsføringen – et relativt højt beløb på omkring 80-200.000 kroner per måned. Godt en måned efter proklameringen af det nye værktøj, 1. juli 2018, blev alt annoncering for Dating.dk på Facebook pludselig afvist.
Der er mange forskellige forklaringer på, at annonceringsønsket igen og igen bliver afvist. I august 2018 kontaktede vi Facebooks danske kontakt og forklarede problemstillingen. Det blev til en lang mailkorrespondance, hvor der blev henvist til diverse årsager, men uden en egentlig løsning på problemet. Siden da har Dating.dk prøvet at annoncere et utal af gange uden held, hver gang med henvisning til diverse annonceringsregler.Samme situation gælder endvidere på Instagram. Vi har sågar haft bureauer til at overtage annonceringen, men det lykkes os stadig ikke.
Fri konkurrence?
Facebook og Instagram er nogle af de mest anvendte og vigtigste markedsføringskanaler hos danske B2C-virksomheder, men er det de frie markedskræfter, der gør sig gældende, når man som kæmpegigant kan vælge og vrage hvilke virksomheder, der kan få lov til at annoncere?
Der skal selvfølgelig tages højde for virksomheder, der kommer med stødende budskaber og dårlige hensigter, men med lige omkring 40 procent af alle voksne danskere med singlestatus, er budskabet om en kærlighedsguru ikke umiddelbart stødende (se vedlagte eksempel på en afvist annonce).
Freeway-koncernen og Dating.dk ønsker hermed at stille dig som EUs konkurrencekommissær følgende spørgsmål:
Er det i orden at lukke ned for de største konkurrenters annoncering med henblik på selv at komme lettere ind på markedet?
Ønsker vi i EU en fremtid, hvor giganter som Facebook, Google og Amazon skubber andre ud af markedet blot ved at kontrollere specifikke konkurrenters annoncering?
Og misbruger Facebook i virkeligheden ikke sin dominerende stilling til at forskelsbehandle kunderne?
Vi mener, det er nødvendigt, EU kigger på de store giganters opførsel hurtigst muligt, inden alt styring af E-handel ligger hos Facebook, Amazon med få flere.
Med venlig hilsen
Morten O. Wagner
Direktør, Dating.dk
Anne Stampe Olesen
Kommerciel direktør, Dating.dk