Plusbog.dk har bygget en ny IT-platform og er i gang med en positiv proces med fremgang i regnskabet.
Internetboghandlen Plusbog.dk er på vej i den rigtige retning. Det viser virksomhedens regnskab for 2018, der netop er blevet offentliggjort. Havde selskabet ikke været nødsaget til at nedskrive tilgodehavender til den svenske udgave Plusbok.se, var Plusbog.dk endt med et overskud før skat på 738.000 kroner.
Og den udvikling er tilfredsstillende. Det er en fremgang fra 2017, hvor resultatet inden nedskrivninger var et minus på 4,6 millioner kroner.
”Plusbog.dk er klart på vej i den rigtige retning. Det er et flot resultat, især når vi tænker på, hvor mange ressourcer der i 2018 er gået til at bygge vores nye, stærke IT-platform,” siger koncerndirektør og direktør i Plusbog.dk Mia Wagner.
Mia Wagner indtrådte som direktør i virksomheden i sommeren 2017. Her fandt hun hurtigt ud af, at det var nødvendigt at skabe en ny IT-platform, hvis virksomheden skulle være frontløber på markedet.
Arbejdet med at bygge den nye platform gik i gang i januar 2018 og varede året ud. I dag er websiden fuldt funktionsdygtig og tager hver dag imod masser af bogelskere.
”Vi kan i den grad se, at det var den rigtige beslutning at sætte arbejdet med version to af Plusbog.dk i gang. Resultaterne af investeringen begynder at vise sig, og vi er i en god proces. Jeg glæder mig over, at vi har formået et samle op på Plusbogs økonomi, og jeg er stolt af den indsats, mit hold har ydet,” siger Mia Wagner.
Som følge af tiltagene i 2018 forventer ledelsen et stigende overskud i 2019. Forventningerne til 2020 og 2021 er at øge driftsoverskuddet gennem vækst i omsætning og at holde omkostningerne på det nuværende niveau.